Bliver du overvåget?
Du har måske hørt den før: Nogen snakker med deres partner om at tage på ferie i Italien, og efter få sekunder dukker der reklamer op på Facebook med billige flybilletter til Rom. Forklaringen må da være, at Facebook lytter med, ikke sandt?
Reklamer kan være skræmmende præcise, og de er baseret på det, du gør online. Hvilke links du klikker på, hvad du søger efter, hvilke artikler du læser, hvilke opslag du synes om, din GPS lokation og hvem du er venner med. Facebook, Google og mange flere internetvirksomheder bruger disse data til at levere personlige reklamer. Men lytter de virkelig til dig?
Med dette in mente kan det virke skræmmende at have en smart højttaler i dit hjem. Og når man så også hører historier omkring babyalarmer eller Bluetooth-legetøj, der bliver hacket. Det er altid godt at udvise en smule skepsis over ny teknologi og være opmærksom på sit privatliv – især når den nye teknologi skal lære sig dine vaner.
Men smarthøjttalere overvåger dig ikke. De er konstrueret til ikke at kunne dette. Og det ville heller ikke være i producentens interesse, da sådan et brud på tilliden ville føre til en skandale med flygtende kunder og faldende aktie- og virksomhedsværdi.
For at føle sig helt sikker, så hjælper det at forstå, hvordan smarthøjttalere og andet smartteknologi fungerer.
Sig det magiske ord
Meget af usikkerheden omkring smarte enheder hænger sammen med stemmestyring, så lad os bruge Google Home som eksempel. Googles smarthøjttalere er altid klar til at hjælpe dig. I standby-mode opfanger den meget korte lydbider, hvor den scanner efter udtrykkene ”ok Google” og ”hey Google”.
I standby-mode bruger Google Home et andet chipsystem end normalt, der udelukkende kan reagere på de nævnte udtryk. Og denne del af systemet er ikke tilsluttet til internettet. Når denne del af smarthøjttaleren hører de magiske ord, aktiverer det selve højttaleren. Men indtil da er det eneste, højttaleren kan, at lytte efter de aktiverende udtryk. Hører den ikke et af udtrykkene, så sletter den lydbiden igen.
Når LED lyset på toppen af enheden lyser op, så er enheden fuldt aktiveret, og du kan interagere med Google Assistant. Alt, hvad du nu siger, bliver optaget og delt med Google. Her kan du tage forholdsregler og begrænse, hvad assistenten kan gøre. Al data – inklusiv optagelser – er krypteret. Men under alle omstændigheder anbefaler vi, at du tager dig tid til at forstå, hvordan enheden virker, og til at finde ud af hvad du er afklaret med at dele med Google.
Gemte data kan slettes
Vi fortsætter med Google Home som eksempel. Du bør vide, hvordan du begrænser systemets dataindsamling, og hvordan du sletter data. Ved at logge ind på My activity kan du se alle dine søgninger og de websider, du har fået adgang til via Googles platforme. Her kan du forbyde Google at lagre bestemte typer information, og du kan også slette data.
Data omkring vægt, madvaner og indkøb kan virke uskyldige, men de kan bruges til at målrette reklamer og sponsoreret indhold imod dig. Disse data er anonyme og sikkert opbevaret, men du har det måske bedre med ikke at dele dine sundheds- og lokationsdata.
Google deler ikke dine data med virksomheder, organisationer eller personer, medmindre du giver dem tilladelse. Bruger du Google Home til at bestille en taxa, skal enheden have tilladelse til at dele din position. Det er måske nok en smule kedeligt, men det er vigtigt: Læs Googles brugsvilkår for at få fuld indsigt i, hvordan dine data håndteres.
Uanset hvordan du føler omkring dit privatliv og din onlinesikkerhed, så er det vigtigt, at du holder dine smartenheder opdateret med den seneste software. Virksomheder, der producerer smarte enheder, arbejder konstant på at fjerne svagheder i deres produkter og services. Og opdaterede enheder er mere sikre enheder.
Bed den om at være stille
Du og andre i dit hjem kan tilslutte din stemme til Google Home via Voice Match.
Med dette vil Google Assistant ikke besvare spørgsmål af personlig karakter, hvis den ikke genkender stemmen. Desuden kan du slukke for personlige resultater og forhindre assistenten i at håndtere indkøbsdata, e-mails og private kalendere. Og så bliver alle interaktioner, som Google Home ikke genkender gemt på din Google konto.
Bare for at understrege, så har smarte enheder som Google Home deres funktionalitet for at skræddersy brugen til dig – ikke for at bruge informationen imod dig. Jo mere Google ved, jo bedre vil enheden fungere.
Det er dog stadig ganske nemt at begrænse den information, som Google gemmer, samt hvem der har adgang til den, hvis du skulle være bekymret for dit privatliv.
Du behøver ikke frygte for Big Brother
Hold gerne dine gæster orienteret om mulighederne – og begrænsningerne – ved den virtuelle assistent. Er mor og far skeptiske, så forklar hvordan al kommunikation kan slettes. Det kan være, at de slapper mere af, når de ved, at deres personlige samtale ikke bliver delt.
Og så kan det være rart at vide, at Google Home har en mute funktion, der gør den helt lydløs. Du kan læse mere om Google Home her.