Opret erhvervskonto og få masser af fordele - klik her

Spring navigationen over
Varehuse

Hvad siger vores medarbejdere om vores arbejde?

Elgiganten har arbejdet med bæredygtighed i mere end 10 år og mange medarbejdere har været involveret i vores rejse.
Læs mere herunder om deres bidrag og mød nogle af vores bæredygtighedsambassadører.

Bæredygtighed er et fælles ansvar

David Kafili Nielsen, Sales Responsible i Elgiganten Skejby, er en del af Elgigantens bæredygtighedsambassadørkorps. Et netværk af ildsjæle, der hjælper Elgiganten med at drive den grønne agenda. For David handler det særligt om at tage ansvar: ”Det er en vigtig agenda for mig, fordi jeg bekymrer mig om fremtiden såvel som nutiden – vi kan allerede nu se, hvordan klimaforandringerne viser sig, og vi ved også meget om, hvad de kommer til at betyde for fremtiden,” fortæller David. "Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at passe på vores planet, og sætte os ind i, hvad der skader den. Så for mig handler det i høj grad om valg og ansvar.”

Forskellige hensyn og behov hos kunderne

Bæredygtighed er ikke kun en privat interesse for David: "Bæredygtighed spiller en stor rolle i min hverdag. Både privat, men specielt også i forhold til at hjælpe og rådgive kunderne,” fortæller David og uddyber: ”Når kunderne skal hjælpes med at finde det helt rette produkt, handler det selvfølgelig om at finde et produkt til kundens behov, og i rådgivningen ligger også et bæredygtighedsaspekt. Kunderne har forskellige klima- og miljøhensyn, som vi skal tage højde for. For nogle handler det om ansvarlige brands, mens det for andre handler om energibesparelse eller genbrug. Uanset hvad, er det vigtigt for mig at oplyse og vejlede kunden til et mere cirkulært forbrug.”


Bredt udvalg af initiativer

I Elgiganten arbejder vi med mange forskellige initiativer, hvor nogle omhandler vores drift mens andre handler om kundetiltag og produkter. Her mener David, at vi på flere punkter udmærker os: ”Personligt synes jeg, at vores NyStart-koncept, med salg af brugte telefoner, er et virkelig godt initiativ. Konceptet taler ind i den cirkulære tankegang, og giver derfor virkelig god mening. Dels fordi vi sparer på en række knappe ressourcer, når der ikke skal produceres en ny mobil. Samtidigt reducerer vi mængden af elektronikaffald, når en brugt telefon får nyt liv.” Derudover mener David, at vi i Elgiganten kan være stolte af vores ISO-14001-miljøcerticifering, som understreger kontinuerlig forbedring af vores miljøarbejdet: ”Jeg synes også, at vi kan være stolte af vores ISO-certificering, som er et bevis på, at vi overholder gældende miljøkrav, og at vi arbejder aktivt på at forbedre os på området,” afslutter han.  
 

Ambassadører hjælper med at gøre initiativer mere håndgribelige

Sofie Kiesbye Laursen er Department Manager Home i Elgiganten Esbjerg. Derudover er hun en del af Elgigantens bæredygtighedsambassadørkorps. Et netværk af medarbejdere, der aktivt hjælper med at drive Elgigantens bæredygtighedsagenda. Sofie og de andre ambassadører deltager bl.a. i træninger og møder, hvor de deler idéer og erfaringer på tværs af varehuse og med hovedkontoret: ”Jeg synes, at vi som virksomhed skiller os ud ved at have etableret dette ambassadørkorps, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs af varehuse. Her har vi en god mulighed for at inspirere hinanden og dele alle de gode historier, der lever ude i varehusene. Samtidigt får vi en masse input, som vi kan bruge, når vi skal formidle vores tiltag og de ’grønnere’ valg på et håndgribeligt niveau – til både kunder og kolleger. På den måde synes jeg, at vi lever op til vores ansvar som markedsleder, når vi formår at inspirere vores kunder og kollegaer til at bidrage på området,” fortæller Sofie.

Der er mange måde at indtænke miljøet på, når der skal købes ny elektronik eller hårde-/hvidevarer. For Sofie handler det bl.a. om at inspirere kunderne gennem vejledning af produkternes funktioner: ”Udviklingen går hurtigt, og ikke alle kunder er klar over de mange tekniske specifikationer, som et produkt har. I dag producerer mange leverandører f.eks. køleskabe med fugtighedsskuffer, der er med til at forlænge dagligvarernes holdbarhed, og dermed mindsker madspild. Det er nogle af de ting, som kunderne ikke nødvendigvis tænker over, når der skal købes nyt køleskab. Her har vi en opgave i at identificere kundens behov for produktet og derefter vejlede i de konkrete muligheder for køb og implementering af mindre miljøbelastende løsninger.”
 

Mange måder at arbejde med bæredygtighed

Det er ikke kun ude i varehusene, at vores ambassadører hjælper med at drive agendaen: ”Som en del af ambassadørkorpset har jeg bl.a. haft mulighed for at deltage på bæredygtighedsmessen Loop. Her deltog virksomheder på tværs af brancher, for at drøfte og inspirere hinanden til, hvordan vi sammen kan blive bedre til at genbruge, genanvende og forlænge produkters levetid. I selskab med en håndfuld kolleger var jeg med for at fortælle om Elgigantens rejse, initiativer og hvordan vi kan hjælpe kunder med at træffe mere oplyste valg.” 

Der er flere grunde til, at Sofie har valgt at melde sig som bæredygtighedsambassadør: ”Bæredygtighed er vigtigt for mig. Jeg synes, at vi alle har et fælles ansvar for at passe på vores planet. Jeg er derfor også stolt af, at vi arbejder så aktivt med dette område, både med lokale tiltag og på et større organisatorisk plan. Det har hver sin betydning for området, og begge dele er vigtige,” fortæller hun og afslutter: ”Derudover er det spændende at være en del af netværket med kollegaer fra hele landet, fordi vi får mulighed for at dele erfaringer og bidrage med ideer og måder, hvorpå vi kan være med til at passe bedre på miljøet.”

Ambassadørnetværk hjælper kunder med at træffe ”grønnere” valg

I efteråret 2022 lancerede Elgiganten et landsdækkende bæredygtigheds-ambassadørkorps. Et netværk bestående af mere end 80 medarbejdere og ildsjæle, der skal hjælpe kunder med at træffe mere oplyste valg i forbindelse med udskiftning, køb, reparation eller skrot af elektronik.

Ditte Opstrup Andersen, PR- og kommunikationschef: ”Tanken med vores ambassadørkorps er at komme tættere på vores kunder og hjælpe dem med at træffe ”grønnere” valg. Mange er allerede optaget af klima og miljø – dem ønsker vi at inspirere til yderligere tiltag. Vi har også kunder som endnu ikke helt ved, hvordan de skal indtænke miljøet når telefon, tablet eller tv skal købes - eller skrottes. Det ønsker vi at lave om på med vores ambassadører, som nu står klar i hvert eneste varehus landet over, parate til at rådgive om lige præcis det.” 

Netværket har samtidigt en vigtig rolle internt i virksomheden: ”Gennem vores passionerede ambassadører kan vi løbende klæde alle vores medarbejdere på i varehusene med viden om, hvordan vi bliver bedre til at passe på miljøet. Noget der vil komme vores kunder til gode, når de fremover henvender sig for råd og vejledning om "grønnere valg"," fortæller Ditte.
 

Elgiganten ny samarbejdspartner i moderne bofællesskabskoncept med fokus på livskvalitet og bæredygtighed

I 2018 blev Plushusene etableret af NREP og M+ Invest. Visionen var at skabe et unikt koncept for boligudlejning. Med et fokus på at skabe boligfællesskaber på tværs af generationer, men samtidig respektere behovet for privatliv, rummer Plushusene alt det, man kender fra traditionelle bofællesskaber – og mere til. Netop det unikke koncept var medvirkende til, at Elgiganten kunne se sig selv i et samarbejde med Plushusene, fortæller Michael West, Commercial Manager B2B: ”Første gang jeg hørte om Plushusenes koncept vidste jeg, at det var noget helt særligt. Det var tydeligt at ejendommene ikke ‘bare’ ville blive endnu et boligbyggeri. Der lå helt andre tanker og visioner bag.” 

Beboernes livskvalitet i centrum 

Hos Plushusene har der fra start været fokus på at skabe livsglæde og høj livskvalitet for beboerne. Derfor ledte Plushusene efter en decideret samarbejdspartner fremfor en leverandør. Hvidevarerne i ejendommene er nemlig med til at gøre hverdagen lettere:  ”Vi har fra start ikke ønsket os en leverandør, men en samarbejdspartner. Elgiganten lagde en stor indsats for at sætte sig ind i, hvilke krav og ønsker, vi havde. Hvidevarerne skulle passe ind i vores moderne og bæredygtige koncept med produkter, der var fremstillet under miljø- og arbejdsmæssigt korrekte forhold,” siger Martin Kring, adm. direktør i Plushusene. Han fortæller videre, at Elgiganten og Plushusene har brugt lang tid på at sammensætte den helt rette produktpakke. F.eks. har der været ønsker om lydsvage, tids- og strømbesparende produkter med reduceret miljøbelastning: ”Produkterne er blevet testet op mod hinanden helt ned til detaljeniveau for at finde den rigtige løsning. Med krav til både brugerfleksibilitet og -venlighed og et stort ønske om at finde produkter med det lavest mulige energiforbrug og klimaaftryk, har Elgiganten vist sig som pålidelige rådgivere og været både fleksible og vedholdende i processen.” 

 
Et moderne bofællesskab med bæredygtighed i centrum

Bæredygtighed er en kerneværdi i Plushusenes koncept, hvorfor bebyggelserne bæredygtighedscertificeres. Der arbejdes i Plushusenes koncept både med social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Én af måderne, hvorpå bæredygtighed er i fokus, er gennem et ’delekoncept’. Beboerne har bl.a. adgang til deleværktøj, byttebogscentral, nyttehaver hvor der dyrkes krydderurter og grøntsager til fællesspisning og en ”loppestand”, hvor der byttes, gives væk, købes og sælges. For at styrke relationerne mellem beboerne, er der hos Plushusene tilknyttet en vært, der organiserer aktiviteter mellem beboerne og supporterer beboerinitiativer.  

I Plushusenes byggeri benyttes mange miljødeklarerede materialer, boligerne er lavet i lavenergiklasse 2018 og opvarmes med grøn energi. Mellem boligerne er der opført grønne miljøer med områder med blandt andet træer og højbede samt orangerier. I boligindretningen er der også tænkt bæredygtigt, da boligerne har lidt færre kvadratmeter – til gengæld er der flere fællesfaciliteter. 
 
Michael West er stolt over Elgigantens samarbejde med Plushusene. Et koncept, der rammer ind i Elgigantens målsætninger for en grønnere fremtid: ”Samarbejdet har aldrig handlet om prisforhandlinger men værdier. Vores fokus har været at finde den rigtige løsning til Plushusene og alt det, som Plushusene står for. I Elgiganten har vi arbejdet med bæredygtighed i mere end 10 år. Vi forsøger hele tiden at finde på nye måder at arbejde med kunder, leverandører og samarbejdspartnere på til fordel for klima og miljø. Blandt andet er vi langt i processen med at få alle vores leverandører EvoVadis certificeret. En ’miljø’stempling, der viser hvordan brands efterlever bl.a. arbejds- og miljøkrav. Og faktisk en betydelig faktor for, at vi blev valgt som samarbejdspartner af Plushusene. Noget jeg er meget stolt af.” 

Mere end 10 års arbejde med bæredygtighed

For Thomas er det at beskæftige sig med grøn omstilling ikke nyt. Han har været med i Elgigantens arbejde omkring bæredygtighed i mere end 10 år. Thomas fortæller: “Jeg begyndte at se ind i, hvordan vi i Elgiganten kunne mindske vores energiforbrug og sænke vores CO2-aftryk allerede tilbage i 2011. Helt konkret omhandlede det Elgigantens forbrug af el, vand og varme. Jeg var med til at igangsætte en dialog og et samarbejde med det, der i dag er vores samarbejdspartner for energistyring af vores varehuse. I 2011 var bæredygtighedsbegrebet ikke så udbredt og vores arbejde omhandlede derfor primært mål for energieffektivitet. Både grundet en omkostningsmæssig interesse, men primært fordi vi ønskede at styre og mindske ressourcespild mest muligt.” Meget af det, som Thomas startede på i 2011, er i dag blevet standard: “I dag er energistyring en naturlig del af etableringen af et nyt eller ombygget varehus, og de startes nu op, så de forbruger mindst mulig energi fra dag ét.”

Varehuschefer er vigtige ambassadører

Arbejdet med energistyring i Elgigantens varehuse har båret frugt, og spørger man Thomas, er det ikke kun takket være det tekniske system: “Vi kan godt være stolte af vores samarbejde med vores energipartner og vores energistyringssystem, som har været med til at sænke vores forbrug betydeligt. Systemet er dog ikke alene skyld i denne positive udvikling. Vores varehuschefer har gennem alle årene været rigtig vigtige og engagerede ambassadører, hvilket har været afgørende for de flotte resultater, vi har opnået. Det er derfor et samspil mellem medarbejdere og systemer, der gør, at vi har det bæredygtige miljø, der er rart at være i."

Rejsen er ikke slut

For Thomas er rejsen med bæredygtighed langt fra slut – det er tværtimod noget, han stadig arbejder dagligt med: “Vi har nogle fantastiske varehuse, som dog er mere end 15-20 år gamle. Bygningerne er derfor fra en tid, hvor kravene var langt mindre – og hvor energi ikke var et ´hot topic´. Det er desværre ikke lige til at lave om på fra den ene dag til den anden. Men når muligheden byder sig for, f.eks. at skifte en motor eller en varmekreds til en ny, energieffektiv model, så gør vi det. Rejsen startede for mange år siden, men den er bestemt ikke slut endnu, for vi kan altid udvikle os og gøre os bedre.”

Bæredygtighed er i fokus for hele kæden

Ronni sætter ord på sin oplevelse af Elgigantens arbejde med bæredygtighed: ”Det, at vi som virksomhed har ambitioner for vores arbejde med bæredygtighed og har det på agendaen, er noget man som Gigant mærker ude i varehusene – det er noget, der arbejdes med i hele kæden. Det er ikke blot en strategi, der kun vedrører nogle få personer.”
Ronni giver også et konkret eksempel på, hvordan der arbejdes med bæredygtighed i varehusene: ”Et tiltag, der har haft stor betydning ude i varehusene, er måden vi fx håndterer kvitteringer på. Tidligere printede vi automatisk kvitteringer ud ved alle varekøb. I dag sender vi kvitteringen elektronisk og printer kun, når kunden beder specifikt om det. På den måde sparer vi en masse papir.”

Udfasning af trykt tilbudsavis er med til at holde liv i planeten

Elgiganten valgte i foråret 2019 at udfase den trykte tilbudsavis og dermed gøre avisen 100% digital, hvilket har sparet klimaet for mange ressourcer – specielt i forhold til papirforbruget. Om det siger Ronni: ”Jeg synes, det er fantastisk, at vi valgte at stoppe med den trykte tilbudsavis og gik over til kun at udsende avisen digitalt. Jeg har ingen tal på, hvad det sparer naturen for, men jeg er ikke i tvivl om, at de ca. 1 million aviser, der spares om ugen – ved ikke at trykke vores tilbudsaviser – er med til at holde liv i planeten.”

Koldtvandskøler, genanvendelige vandflasker og samkørsel i Næstved

Ronni har taget bæredygtighed til sig som en ægte ambassadør og iværksat forskellige tiltag i varehuset i Næstved, hvor han er varehuschef. Ronni fortæller: ”Vi har blandt andet indkøbt glas og krus samt investeret i en koldtvandskøler for at spare på plastikkopper og engangsflasker. Derudover er alle medarbejdere blevet udstyret med deres egen personlige vandflaske, som de kan bruge igen og igen. Ved at lave små ændringer i vores hverdag, sætter vi fokus på bæredygtighed i varehuset – et fokus, der kan være med til at gøre en forskel på den lange bane.” Ronni har desuden nogle krav til sine medarbejdere, når de tager afsted på kurser i Elgiganten regi: ”Når jeg sender medarbejdere afsted på kurser eller andre ærinder i firmaet, har jeg altid et krav om, at mine medarbejdere kører sammen, hvis de er i bil. Ud over at spare kørselspenge, så er vi også med til at mindske vores CO2-aftryk. Det betyder, at vi nogle gange må sidde lidt tæt, men det tager vi med!”

Input fra varehuse hjælper til bæredygtig drift

Nick Fausing blev for alvor involveret i Elgigantens arbejde med bæredygtighed, da han som Retail Aftersales Manager, begyndte at beskæftige sig med selve driften. Netop inden for dette område mener Nick, at Elgiganten har mange gode initiativer: ”Vi har virkelig mange gode initiativer, der vedrører driften af vores varehuse – bl.a. vores arbejde for at skabe så energieffektive varehuse, som vi har i dag. Dertil har det haft stor betydning, at vi de seneste år har mødt en stigende interesse og stort engagement fra vores medarbejdere i varehusene. Konkrete input og forbedringsforslag fra vores medarbejdere, der har med den daglige drift i varehusene at gøre, er med til, at vi hele tiden kan forbedre vores drift og gøre den mere bæredygtig. Det gør arbejdet til en fælles sag.”

Vi skal tilbyde fantastiske produkter, der lever længe

I Elgiganten har vi store ambitioner for vores arbejde med bæredygtighed – ambitioner, der er til stor gavn for både forbrugeren og miljøet. Om det fortæller Nick: ”Vi gør en stor indsats for at skabe de bedst mulige betingelser for livstidsforlængelse af elektronikprodukter. Det er ikke en nem proces, men derimod noget der kræver meget af både os og vores samarbejdspartnere. Når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at vores ambition om 100% reparerbare produkter, er vejen frem. Vi skal kunne tilbyde fantastiske produkter, som vores kunder har glæde af længe.”

Der er meget at være stolt af

Elgiganten har mange projekter og aktiviteter i rygsækken, som vi først er begyndt at fortælle om nu, forklarer Nick: ”Vi er kommet langt allerede – noget vi dog først for nylig er begyndt at dele med omverdenen. Bl.a. er vi overgået fra at udsende tilbudsaviser med posten til udelukkende at udsende digitale tilbudsaviser. Det sparer miljøet for en masse unødigt papirforbrug. Vi har også udvidet mulighederne for salg af garanti på en række produkter, hvilket understøtter en sikkerhed for længere levetid på produkterne.”

Også forsvarlig bortskaffelse af elektronikaffald er noget Elgiganten bør være stolt af, mener Nick: ”Implementeringen af vores Secure Collect-containere har gjort det nemmere for vores kunder at komme af med deres dataholdige elektronikaffald – på en miljøvenlig og ansvarlig måde. Derudover har vi en lang række initiativer, der skal understøtte vores ambitioner om 100% reparerbarhed og 100% genanvendelighed. Det indebærer bl.a. vores outlet–setup for salg af retur- og udstillingsprodukter, vores reservedelsportal samt vores Elcare-værksted og -samarbejde. Dette er blot nogle af vores mange initiativer, der skal hjælpe os, og vores kunder, på vej mod en grønne fremtid.” 

Medarbejdere hjælper med at sætte grøn kurs

I Elgiganten inddrager vi vores medarbejdere i vores arbejde med bæredygtighed. Derfor har vi også efterspurgt feedback og konkrete ideer til initiativer, som de mener, at vi med fordel kan arbejde med til fordel for klima og miljø. Morten Thorn, salgsassistent i Elgiganten Magasin, var en af dem, der vendte tilbage med ideer til os. Han fortæller: ”Bæredygtighed er vigtigt for alle, så det er dejligt at blive inviteret til at bidrage med ideer til, hvordan vi kan arbejde mere med området. Det er en fantastisk måde at inddrage medarbejdere på, for det gør, at vi bliver langt mere engageret omkring bæredygtighed.” 


Hvorfor har vi ikke flere private label-produkter? 

Morten kom bl.a. med et forslag om flere private label-produkter (produktion af egne produkter): ”Elgiganten har kapacitet og ekspertisen til at lancere en række bæredygtige private label-produkter, som kan give kæmpe værdi til vores kunder. Her har vi en unik mulighed for at kontrollere produkternes forsyningskæde, opretholde den bedste kvalitet og gøre det bæredygtige valg mere tilgængeligt for kunder i hele Norden,” fortæller han.
Det er et interessant forslag, som også anerkendes af Andreas Westgaard, Chief Commercial Officer i Elkjøp Nordic. Han fortæller, at bæredygtighed er i fokus i forhold til indkøb, men at Mortens forslag om udvidelse af private label-produktionen kræver nøje overvejelser - det handler nemlig om at gøre det rigtigt. Hertil fortæller Andreas Westgaard, Chief Commercial Officer i Elkjøp Nordic:  ”Bæredygtighed står højt på vores agenda, når vi arbejder med indkøb til vores private label-produkter. Det er dog utrolig svært at være sikker på, at man har gode etiske retningslinjer i en hel værdikæde. Det skyldes, at der er mange underleverandører, og private label er typisk forbundet med indkøb foretaget i Kina. Her er det svært at komme helt til bunds i komponenter, underleverandører og fx plastikproduktion. Derfor er det en udfordring for os at påstå, at produkter er mere bæredygtige når vi ikke nødvendigvis har fuld kontrol over dem. Vi har derfor svært ved at udvide vores private label-sortiment lige nu, fordi en stor del af vores indkøb til disse produkter kommer fra Kina, som vi ikke har haft mulighed for at besøge i ca. 2 år på grund af Covid-19,” fortæller Andreas. 

Bæredygtighed er sat på agendaen

Corona-pandemien satte Elgigantens private label-produktion på pause. Andreas fortæller: ”Man kan sige, at vi på mange måder har arbejdet videre med vores bæredygtighedsagenda, men af eksterne omstændigheder og grundet komplicerede indrejsemuligheder til Kina, har vores indkøb stået stille på den front. Vores indkøbsteam holder ugentligt øje med indrejseregler, og når det bliver nemmere at besøge Kina, kommer denne del til at accelerere. Det er lidt der, vi står nu, men vi har definitivt sat bæredygtighed på agendaen i forhold til privat label-indkøb.”


Indkøbsteamet arbejdede videre med agendaen på andre områder: 
”Vi har arbejdet videre med de ting, som vi kan på nuværende tidspunkt. Det handler bl.a. om energiforbrug og -mærkning, krav til leverandørers etiske retningslinjer og afskaffelse af plastik i fx produkter og emballage,” fortæller Andreas.

Indkøb kræver mange overvejelser

Selvom Andreas anerkender arbejdet med private label som værende et godt forslag, så nuancerer han alligevel overvejelserne: ”Arbejdet med private label kræver en dybere indsigt i hele Elgigantens værdikæde, før man bare tager en beslutning, der umiddelbart virker lige til. En anden udfordring vedrører muligheden for at reparere produkterne med reservedele. Det kan være noget sværere at tilbyde et stort udvalg af reservedele til produkter, når man selv ejer hele værdikæden. Her har vi brugt ElCare som en servicehub, hvor vi har genanvendt reservedele fra returnerede produkter. Men det er krævende over tid. Der er mange facetter i disse overvejelser,” fortæller Andreas. 

En anden udfordring vedrørende produkterne fra Kina vedrører kvaliteten: ”Historisk set, er mange af de produkter der kommer fra Kina billige produkter med relativt lav produktkvalitet, hvilket i udgangspunktet er dårlig bæredygtighedspolitik. Vi ønsker i høj grad at tage afstand fra brug og smid væk-kulturen. Vi ønsker produkter af høj kvalitet. Vi har en klar holdning om, at vi ikke vil købe billigt på bekostning af miljøet,” forklarer Andreas og fortsætter:
”Vi har selvfølgelig også kigget på europæisk produktion, og har fx rykket produktionen af en stor del af vores større produkter til Europa. Udfordringen er dog, at mange producenter bruger komponenter fra østen, så selvom produkterne er ”sampled in Europe”, så er der mange underkomponenter produceret andetsteds – fx med chips og plastik. Der er mange facetter i private label-overvejelserne,” fortæller Andreas.

Rådgivning i grønnere valg

På nordisk plan har man desuden haft stort fokus på at synliggøre de mest ansvarlige leverandører: ”En vigtig del af vores arbejde handler om at øge tilgangen til produkter fra vores leverandører, der har stort fokus på bæredygtighed i hele værdikæden. Vi skal hjælpe vores kunder med at træffe grønne valg,” afslutter Andreas - noget som Morten genkender: ”Jeg prøver at gøre noget, hvor jeg kan. Jeg taler bl.a. for og anbefaler vores mest bæredygtige produkter, når det passer til kundens behov. Her er Fairphone jo et pragteksemplar på et lækkert og mere bæredygtigt produkt, som Elgiganten tilbyder. Det synes jeg er god service,” fortæller Morten.