3.1 Generelt
Købelovens mangelsregler kan finde anvendelse. I overensstemmelse med købelovens regler ydes du som forbruger i udgangspunktet 24 måneders reklamationsret. For varer med begrænset levetid er din reklamationsret dog begrænset til den holdbarhedsperiode, der er sædvanlig for den pågældende vare.
Opdager du en fejl eller mangel ved en købt vare, skal du snarest muligt og inden for rimelig tid kontakte Elgiganten og forklare, hvori fejlen eller manglen består. Reklamation kan foretages ved at kontakte vores Kundecenter eller ved henvendelse i et af vores varehuse. Kontaktinformation til Kundeservice finder du her. En butik nær dig finder du til højre for søgefeltet længere oppe.
Lider varen af en fejl eller mangel, vil Elgiganten sørge for at reparere varen eller alternativt foretage omlevering, hvis det ikke medfører uforholdsmæssige omkostninger for Elgiganten.
I nogle tilfælde er de varer, du køber i Elgigantens varehuse eller på Elgigantens hjemmeside, dækket af en garanti. Elgiganten indestår ikke for garantier afgivet af tredjemand. Dine ufravigelige rettigheder efter købeloven berøres ikke af eventuelle garantier.
3.2 Tryghedsaftale
Hvis du har en Tryghedsaftale på din vare, er du sikret mod fejl, der måtte opstå som følge af ydre påvirkninger, herunder overspænding, stødskader og væskeskader.
Ved køb af en Tryghedsaftale indgår du aftale med Moderna Försäkringarden (CVR nr.: 516403-8662). Elgiganten etablerer ved disse køb kontakten mellem dig og Moderna Försäkringarden. I forhold til Tryghedsaftaler agerer Elgiganten altså alene som formidler - og IKKE som din aftalepart. Det betyder bl.a., at du i forhold til Tryghedsaftaler ingen rettigheder og pligter har i forhold til Elgiganten.
Ved køb af Tryghedsaftalen accepterer du Moderna Försäkringardens forsikringsbetingelser. Indholdet af forsikringsbetingelser har du ret til at blive gjort bekendt med, inden du tiltræder en Tryghedsaftale. Oplysningsforpligtelsen påhviler Moderna Försäkringarden og IKKE Elgiganten.
3.3 Særligt vedrørende erhvervsdrivende
Hvis du er erhvervsdrivende og - i strid med punkt 1 i vores salgs- og leveringsbetingelser - har brugt Elgigantens netbutik (www.elgiganten.dk) til indkøb af varer, ydes du kun 30 dages reklamationsret. Med mindre andet er aftalt, ydes erhvervsdrivende i øvrige tilfælde 12 måneders reklamationsret.
Erhvervsdrivendes reklamation skal ske straks en fejl eller mangel konstateres. Erhvervsdrivende har pligt til at foretage en sådan undersøgelse af en købt vare, som ordentlig forretningsbrug kræver.
3.4 Reklamationsretten trin for trin
Selvom Elgiganten handler med kendte mærkevarer, hænder det desværre, at en vare går i stykker. Nedenfor kan du læse om, hvordan du som forbruger er stillet i en sådan situation. Du skal være opmærksom på, at det kun gælder varer, der er omfattet er reklamationsretten.
3.4.1 Reklamationsret
Alle varer er omfattet af en 24 måneders reklamationsret. Det betyder, at du i op til 24 måneder fra købsdato kan reklamere over eventuelle fejl og mangler.
3.4.2 Bevisbyrden
Der kan i visse tilfælde være tvivl om, hvorvidt en fejl er dækket af reklamationsretten. Viser fejlen sig inden for de første 6 måneder formodes fejlen at have været til stede ved overdragelsen, og det er sælger, der skal sandsynliggøre det modsatte. De resterende 18 måneder er det som udgangspunkt køber, der skal godtgøre dette.
3.4.3 Hvis varen har en mangel
Hvis du mener, at din vare lider af en mangel, vil vi udbedre manglen ved at lade din vare reparere af autoriserede fagfolk, men i visse tilfælde kan andre løsninger også komme på tale (jvf. købeloven).
Du skal være opmærksom på, at der ikke er tale om en mangel, hvis fejlen skyldes slitage (f.eks. laserpickup), ukorrekt brug (f. eks. i strid med brugsvejledningen) eller ydre påvirkninger (f. eks. lynnedslag). I disse tilfælde skal du selv afholde omkostningerne ved en eventuel reparation.
I forbindelse med undersøgelser af din vare har Elgiganten ret til at tage et gebyr. Størrelsen af gebyret oplyses ved indlevering og skal betales af dig, hvis det viser sig, at fejlen ikke er omfattet af reklamationsretten.
3.4.4 Reparation
For at indlevere en vare til reparation skal du medbringe det til nærmeste varehus. Husk din originale kvittering. Du kan også vælge at sende varen og kvitteringen til os.
3.4.5 Returnering
Hvis du returnerer din vare til os med posten med henblik på reklamation, skal du vedlægge varen følgende:
- Kopi af din faktura/ordrebekræftelse
- Udførlig fejlbeskrivelse eller retur-årsag (skal udfyldes i returneringsformularen). Hent vores returneringsformular her.
- Information om, hvordan vi kan komme i kontakt med dig ved spørgsmål.
Vi anbefaler, at du sender varen som "pakkepost", da du så får mulighed for at spore pakken, i tilfælde af at leverancen forsinkes eller forsvinder for transportøren. Ved "pakkepost" er der ydermere mulighed for erstatningskrav mod transportøren, hvis pakken forsvinder.
Store varer (hvidevarer, tv m.v.) kan være svære at transportere, og her kan vi hjælpe dig. Du bedes derfor tage kontakt til vores Kundecenter.
3.4.6 Forbrugerklagenævnet
Hvis du er utilfreds med Elgigantens håndtering af en reklamation eller andet, skal du først rette henvendelse til Elgiganten. Kan der ikke findes en løsning, kan du klage til Center for Klageløsning per e-mail til cfk@kfst.dk eller per brev til Nævnenes Hus, Erhvervsministeriet, Toldboden 2, 8800 Viborg, hvis betingelserne herfor er opfyldt, se www.kfst.dk.
Hvis der ikke lykkes os at nå til enighed hos Center for Klageløsning, kan du derefter indgive en klage til Forbrugerklagenævnet, hvis betingelser herfor er opfyldt, se www.kfst.dk