Få styr på din søvn med et smartwatch
En god nats søvn er utrolig vigtig af mange grunde. Det forbedrer dit humør og dit helbred, både på kort og lang sigt. Ofte bliver søvn dog nedprioriteret pga. en travl hverdag. Der kan også være mange andre grunde til at man ikke får nok søvn. Søvntracking med et smartwatch eller et aktivitetsur, kan sætte fokus på din søvn og gøre dig opmærksom på uvaner eller forstyrrende elementer. På den måde kan du få en god nats søvn og være frisk og veludhvilet næste dag.
Hvilket ur skal du vælge?
Vi har mange forskellige ure og aktivitetsmålere, der kan tracke søvn. Det vigtigste, når du skal bruge et ur til søvntracking, er at det er behageligt at have på. Vælg et let ur, med en behagelig silikonerem. En lille aktivitetstracker er måske mere behagelig end et stort og tungt sportsur. Hvis søvntracking er hovedformålet med uret, behøver du ikke så mange andre funktioner, men hvis du også ønsker det til at måle din træning, høre musik med, tjekke mails på osv. bør du selvfølgelig også kigge på det. Faktisk kan træning og generel fysisk aktivitet også hjælpe dig med at få en bedre søvn, så det kan jo være en måde at slå to fluer med ét smæk.
Hvis du ønsker flere råd til at vælge den rigtige type tracker, kan du læse vores guide: Sådan vælger du smartwatches, sportsure og aktivitetsure.
Hvordan måles din søvn?
Der er to teknologier et smartwatch, sportsur eller en aktivitetsmåler kan bruge for at måle din søvn. Den mest brugte er et accelerometer, som registrerer dine bevægelser. Det er også den teknologi, der ofte bruges til at måle antal skridt fx. Når uret registrerer dine bevægelser om natten, kan det estimere, hvor længe og hvor roligt du har sovet.
Ure med indbygget pulsmåler, kan også bruge pulsmålingen til at regne ud, hvornår du sover og i hvilket søvnstadie, du er. Når du falder i søvn, falder din puls. Men når du er i REM-søvn kan den stige igen.
Vær opmærksom på at teknologien ikke er 100% præcis. Hvis du fx ligger helt stille både, når du skal til at sove og lige når du vågner, vil denne tid blive talt som søvn. Hvis du tror, at du har et søvnproblem, er det altid bedst at tage til lægen, da der indenfor søvnforskning osv. findes mere præcise metoder at måle søvn.
Hvad betyder en god nats søvn?
Vi har sikkert alle mærket, hvordan det påvirker os, når vi har fået en rigtig god nats søvn og ikke mindst når vi ikke har. Søvn er vores krops måde at lade batterierne op. Det er med til at styrke vores immunforsvar, holde vores humør oppe og vores hjerner klare.
Hvor meget søvn har du egentlig brug for? Det er individuelt hvor mange timer du har brug for hver nat. De fleste sunde og raske voksne har brug for 7-9 timer hver nat. Børn og teenagere har brug for mere. Derudover er det ikke kun et spørgsmål om antal timer du får, men også hvor længe du har været i henholdsvis dyb og let søvn. Alt dette kan måles med at ur.
Virker det at måle sin søvn?
Får du bedre søvn ved at tracke den? Måske ikke. Søvn påvirkes af mange ting, som fx stress, dårligt indeklima, kost, bekymringer, lys, sygdom, støj, uregelmæssige sengetider osv. Det at tracke din søvn, vil ikke nødvendigvis ændre på disse faktorer.
Men når du tracker din søvn, bliver du også mere opmærksom og fokuserer derfor mere på den. Hvis du begynder at tælle skridt, går du pludselig også mere end før. Begynder du at tælle kalorier, spiser du pludselig også sundere end før. Tracker du din søvn, begynder du måske også at få mere af den. Mange overvurderer det antal timer de sover og måske kan et ur, gøre dig opmærksom på at det er 6 timer du får og ikke de 7-8 timer du troede.