Spring navigationen over

Kolding - Sygehus Lillebælt

Overlevering af VR-briller 10.10.2023

Elgiganten Foundation hjælper børn med nålestræk gennem donation af VR-briller til Sygehus Lillebælt

Op mod hver fjerde voksne dansker lider af en grad af nåleskræk, og hos børn er problemet endnu større. Hele 69% af børn i behandling har oplevet at blive stukket med en nål mod deres vilje, og 11 % har prøvet at blive fastholdt, når de skal stikkes. Der arbejdes derfor med forskellige tiltag, der kan mindske eller helt fjerne tvangssituationer og nåleskræk. En af de simple men meget effektive løsninger har vist sig at være Virtual Reality briller. Derfor har sygehuset søgt og fået bevilget udstyr fra Elgigantens fond, Elgiganten Foundation.

Hos Karin Bundgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Børne- og Ungeafdelingen, Kolding Sygehus, er der ingen tvivl om, at donationen vil komme både patienter og personale til gode: ”Vi har erfaring med, at VR-briller er meget effektive mod nåleskræk hos både små børn og unge. Især når personalet er trænet i at tale med om indholdet, der vises. Med donationen fra Elgiganten kan vi nu selv få produceret indhold, der passer til forskellige aldersgrupper. Det er selvfølgelig primært for patienternes skyld, men samtidig kan vi spare mange ressourcer, hvis undersøgelserne foregår problemfrit.”
 

Nu mærker du – ikke – et stik

De fleste børn mærker faktisk slet ikke stikket fra nålen, men det er synet af den, og tanken om at blive stukket, der ofte skaber de værste reaktioner. VR-brillerne fungerer således ved at bringe brugeren helt ind i en virtuel verden, og hvis sundhedspersonalet ligeledes er med ’på legen’ og spørger ind til de ting, der foregår i filmen, kan det lykkes fuldstændig at fjerne fokus fra nålen.

Overordnet set, vil de nye VR-briller bidrage til et sundhedsvæsen, der er på udkig efter værktøjer, der kan gøre det nemmere og mindre traumatiserende for børn og unge at være i behandling.

Da ansøgningen landede i Elgiganten Kolding, var Store Manager, Christian Fisker, ikke i tvivl om at det var et formål, der er værd at støtte. Han fortæller: 

”For det første er alt, hvad man kan gøre for at lette livet for børn i behandling, værd at støtte. For det andet er det oplagt for Elgiganten at støtte med VR-briller, som vi selv sælger mange af og har forstand på. Det er en god fornemmelse at kunne være med til at gøre en forskel og endnu bedre, når det foregår i vores lokalområde.”

LÆS MERE FOUNDATION - WEB KAT - 1920x320LÆS MERE FOUNDATION - WEB KAT - 1920x320