
Sådan får du opvaskemaskinen til at dufte igen
Oplever du, at der kommer en dårlig lugt fra opvaskemaskinen efter en vask? Det er der heldigvis gode råd for, og du behøver sandsynligvis ikke at betale for kostbare reparationer, for det ofte er let at ordne selv.

Er maskinen gammel eller ny?
Hvordan kan du vide, om den dårlige lugt er tegn på et problem eller ej? Hvidevareekspert hos Elkjøp Nordic, Mikael Widercrantz, fortæller, at du skal skelne mellem gamle og nyere maskiner. "Hvis du oplever en dårlig lugt fra en forholdsvis ny maskine, skal du tage det alvorligt og få gjort noget ved det med det samme. På ældre modeller kan den dårlige lugt derimod skyldes en lukket og fugtig maskine, som ikke er åbnet umiddelbart efter, at programmet er afsluttet. Det er let at ordne, for du tænder bare for maskinen igen og åbner den umiddelbart efter programmet er afsluttet." Hvis din maskine er højest fem år gammel, så har den typisk et indbygget system, der forhindrer det i at ske. Enten åbner den automatisk efter endt opvask, eller også har den andre automatiske tørreløsninger, forklarer Widercrantz.
Prøv disse tre enkle løsninger:
1. Rens filteret
Fedt og madrester ophober sig gennem tiden i opvaskemaskinens filter. En bunke fugtige madrester vil altid komme til at lugte med tiden! Filtret sidder i bunden af opvaskemaskinen, og det består i reglen af tre dele, der kan skilles ad. Husk at rense filtret grundigt efter din rengøring, så der ikke er sæberester i det, når du sætter det tilbage i maskinen. Ellers kan du risikere at få en hel skumfest i køkkenet, når opvaskemaskinen kører næste gang.
2. Rens maskinens gummipakning
Gummipakningen på indersiden af lågen kan også være en kilde til dårlig lugt i maskinen, og derfor er et andet simpelt trick at rengøre gummipakningen engang imellem. Efterhånden kan denne gummipakning blive meget snavset. Rengøring af den klares dog nemt ved hjælp af en hurtig aftørring med en blød klud.
3. Prøv med eddike
Et gammelt trick er at bruge eddike til at fjerne dårlig lugt, og mange forsøger sig med den løsning i opvaskemaskinen. Eddike kan bruges til at fjerne sæberester og dårlig lugt ved tilsætning af en ½ liter eddike til en vask uden service og bestik. Widercrantz mener imidlertid ikke, at det er en langtidsholdbar løsning på problemet. "Eddike hjælper ikke i det lange løb", siger han.

Forebyggelse er den nemme løsning
Widercrantz foreslår at køre et program uden service med et rengøringsmiddel til opvaskemaskiner to til tre gange om året for at friske maskinen op. Tjek også filtret og gummilisten i lågen regelmæssigt. "Rengøringsmidler til opvaskemaskiner er en lille beholder, som ofte placeres på hovedet i bestikkurven. Det fjerner kalk, snavs og rester, der har hobet sig op i maskinen. Du kan bruge de samme opvasketabs og det normale program, du bruger til dit service”, siger han. Bagefter er din opvaskemaskine skinnende ren.
Det er også en god idé at skylle tallerkner og bestik, før du stiller tingene i maskinen. Mange producenter reklamerer med, at du ikke behøver at gøre det. Men selv om dit service er rent efter vasken, så kan der stadig være fedt og madrester i filtret.

Hvis intet andet virker
Selv om de nævnte tips i reglen vil løse problemet, er det dog desværre ingen garanti, og lugten kan i sjældne tilfælde have en mere teknisk årsag. Hvis du har prøvet at vaske filtret, rengøre gummilisten, brugt eddike og kørt et program sammen med et rengøringsmiddel, så kan det i sidste blive nødvendigt at tilkalde hjælp. ”Jeg foreslår at kontakte producentens kundeservice i stedet for at ringe til en blikkenslager. De kender produktet ud og ind, og ofte vil din garanti dække omkostningerne”, slutter Widercrantz.