
Hovedtelefoner med støjreduktion - Hør kun det, du vil høre
Du kan få både over-ear og in-ear hovedtelefoner med Active Noise Cancellation (ANC)-teknologi. Til træning skal du vælge støjreducerende in-ear hovedtelefoner, mens støjreducerende over-ear hovedtelefoner egner sig bedre til lang tids brug. De fås både som trådløse varianter og med ledning.

Tjek nogle af vores nyeste støjreducerende hovedtelefoner
Der findes mange valgmuligheder, hvis du er på udkig efter støjreducerende hovedtelefoner. Du skal blot sørge for at vælge den rigtige model til netop dine behov.
Hvor mange gange har du ikke været om bord på et fly og bare drømt om, at dine hovedtelefoner kunne lukke al støjen ude, så du kunne nyde det, du har valgt at lytte til. I dag kan du heldigvis få opfyldt det meste af den drøm. For med en teknologi, der hedder Active Noise Cancellation (ANC) kan du lukke størsteparten af støjen og lydene omkring dig ude.
"Du kan få både in-ear og over-ear hovedtelefoner med denne teknologi, og der er en stor spændvidde i sortimentet. Det kommer helt an på, hvor længe, hvor og i hvilke situationer du skal bruge hovedtelefonerne," siger David Eriksson, som er chef for forretningsudvikling hos Gibson Innovations.
Eriksson forklarer, at ANC-teknologien er god til at lukke den dybere støj ude, men er mindre effektiv over for højfrekvente lyde. Årsagen er, at elektronikken skal opfange lydene omkring dig og neutralisere dem, før de når frem til højttalerne. Og det skal ske i realtid.

Fjerner motorstøjen
"Det betyder, at in-ear eller over-ear hovedtelefoner kan fjerne motorstøjen, hvis du bruger dem om bord på et fly. Men du kan ikke helt lukke lyden af den grædende baby ude, som sidder tre rækker bag dig, selv om du gerne ville," fortsætter han.
Du beskytter dog stadig din egen hørelse, da du ikke skal skrue så højt op for at overdøve motorstøjen. Hvis vi bliver ved flyveturen, anbefaler Eriksson, at du ser på, hvor lang tid du skal bruge hovedtelefonerne. God komfort er en vigtig egenskab.
"Det er mere behageligt at bruge over-ear end in-ear-modeller over længere tid. Er du på en lang flyrejse, eller sidder du i et åbent kontormiljø mange timer i træk, vil jeg anbefale over-ear hovedtelefoner. Du kan få dem trådløse og med ledning. Til træning vil jeg derimod anbefale in-ear hovedtelefoner. Du skal bare være sikker på, at ørepropperne har en god pasform, så lyden ikke kan trænge igennem. Brug gerne lidt tid i butikken for at være sikker på at få de rigtige. Så undgår du irritation og ømhed senere," siger han.

Batterikapacitet
Du bør under alle omstændigheder tjekke typen af batteri og dets kapacitet. Det kan variere fra seks timer til det dobbelte, i nogle tilfælde endda længere. Batterikapaciteten er derfor en vigtig faktor. Du skal også overveje, om du vil have en trådløs model eller en med ledning.
"Når du køber elektronik som hovedtelefoner med ANC, vil der altid være store prisforskelle. Skal det være en trådløs model, kan den koste helt op til det dobbelte af en model med ledning. Det afhænger alt sammen af dine behov og dit budget. Nogle af de trådløse in-ear og over-ear hovedtelefoner giver dig mulighed for at tilslutte en ledning, når batteriet er dødt. I mine øjne er det et stort plus ved hovedtelefonerne," siger Eriksson.

Forskellige hovedtelefoner
Han påpeger også, at flere og flere har både in-ear og over-ear hovedtelefoner til forskellige situationer. Og hvad du end vælger, skal du huske at prøve og sammenligne i butikken for at være sikker på, at de passer godt og er komfortable at bære. "Selv om du tror, at det altid er en god idé at lukke alle lyde og al støj ude, så gælder det ikke altid. I trafikken kan det for eksempel være farligt, hvis du ikke er opmærksom på, hvad der foregår omkring dig. Men i alle andre situationer kan ANC sikre dig en bedre lytteoplevelse."
